Landet rundt

Hvad sker der i Skagen og Slagelse? Hvordan underviser de i København og Karup? Hvad har de fundet på af nyt i Thisted og Tårnby?

Det ved kun du, der bor og arbejder der. Og sådan bliver det ved med at være, indtil du deler dine oplevelser og ideer med andre!

Spring ud som fotograf og journalist og send en omtale og meget gerne et par billeder til webmasteren. Vi er mange, der gerne vil læse om, hvad der rører sig blandt kirke- og kulturmedarbejderne!

Det kræver tid og engement at skabe plads til forundring. I dagens Danmark har vi alle for det meste travlt. Og børn skal lære noget så tidligt så muligt i deres liv, så de kan blive nyttige voksne.
I dagtilbuddene har pædagogerne også travlt. Travlt med at gøre børnene klar til at komme i skole, travlt med at gøre børnene så dygtige, som de kan blive.

Det er godt for noget, men der skal også være plads og tid til at være barn, mens man er det, plads og tid til at tænke lidt over livet, til at fordybe sig og til at være sammen. Børnetjenesten er blevet til med dette vigtige mål for øje – nemlig at give plads og tid til fælles fordybelse og refleksion.

Skoletjenesten har i mange år haft et nært og højtkvalificeret samarbejde med folkeskolen. Børnetjenesten er som en ”lillesøster” til skoletjenesten og vil på en ikke forkyndende måde gennem leg og eftertanke give børn og deres familier – i relation til folkekirkens højtider og i kirkens kultur – mulighed for at sætte fokus på livets store spørgsmål. Børnetjenesten er derfor analogt med skoletjenesten et samspil mellem den lokale kirke og de lokale dagtilbud.  

Charlottenlund, 26. september 2016
Naja Månsson, initiativtager og udvikler af Børnetjenesten

Har du lyst til at få mere af vide om Børnetjenesten, kommer vi gerne og besøger dig i din kirke - læse mere her

Jytte Hindballe Sørensen, Odder Kirke

Hvad er paradis for dig, spurgte vi 126 børn fra 3.klasserne? Efter de havde læst Kim Fupz Aakesons børnebog ”Paradis” i skolen, set Teater Refleksions forestilling ”Paradis”, og hørt fortællingen om Adam og Eva i kirken, kom svarene prompte. Paradis er hos min mormor, fordi hun har en smuk have, og det er dejligt at være på besøg hos hende. En anden sagde: Paradis er, når vi spiser madpakker på et tæppe i skoven, og jeg er sammen med min familie, og solen skinner. Når vi er på ferie og bader i havet eller svimming poolen, og alle slapper af, og ingen bestemmer, hvad jeg skal, og der er all inklusive, så er det næsten som paradis. Så paradis på jord er for børn et sted, hvor de voksne er nærværende og holder fri, har tid til leg og vi er sammen i smuk natur.

Disse fortællinger blev omsat til 126 fantasifulde og farvestrålende malerier under kyndig vejledning af vores lokale maler Ole Grøn, som malede i tre dage i Odder Kirkecenter med børnene og deres lærere. Malerierne har været udstillet på Odder Bibliotek, som stod for ferniseringen en mandag eftermiddag, hvor børn og forældre var inviteret.  Nu kan billederne ses hos byens bedemænd og i blomsterforretningerne.

Projektet er et samarbejde mellem skole og kirke under den åbne skole og har fået 24.850 kr. af folkeoplysningsudvalget.

Billederne udstilles i Odder Kirke d. 8.oktober til børnegudstjeneste kl. 11.00.

At kunne fortælle i børnehaven, skolen eller til vennerne at man har været på ferie, eller haft en dejlig oplevelse er rart for de fleste.

For at det er en god oplevelse behøver det ikke, at handle om at ha rejst til et eksotisk sted eller brugt en masse penge.
Det kan være oplevelser lige omkring os, som vi blot ikke har set, for ”det er jo så tæt på”.

Dette var udgangspunktet for ”Familieferiedage i Bangsbostrand sogn” i uge 27.

5 familier tilmeldte sig og vi havde 5 fantastiske dage, som ud over forplejning og arbejdstid til mig, ikke kostede sognet ret meget.

Udgangspunktet var at vise familierne, at der er mange aktivitetsmuligheder i nærområdet, som ikke koster en hel masse.

Ugens program:
Familierne mødte de første 4 dage op kl. 10, hvor der var kaffe/te og saft samt en bolle. Derefter blev der 3 af dagene smurt madpakke, inden vi gik fra kirken.

Mandag gik vi til skoven, hvor der er en naturlegeplads, med bål sted madpakkerum og mange legemuligheder.

Ud over leg på legepladsen, bagte vi snobrød og stegte pølser. Efter frokost fandt vi dyrespor i skoven som vi lavede gipsafstøbninger af.

Dagen sluttede med kaffe i sognegården og information om næste dag inden familierne gik hjem.

Tirsdag havde vi besøg af en maler og illustrator, der hjalp os med at male fine billeder både på pap, lærred og træ. Eftermiddagen gik med at sy dukke- og bamsetøj, bygge drager, bage en kage og spille forskellige spil.

Onsdag blev det helt store hit. Her gik vi på søsportshavnen og fangede krabber. Vi havde lavet fiskestænger af nogle træpinde monteret med line og krog, derpå blev sat et fiskehoved og så var det ellers i gang med at fange krabber. Da der var fanget 60-70 stykker holdt vi krabbevæddeløb. Havnen har lavet en bane som vi kunne benytte. Det var til stor morskab for både store og små og flere af børnene overvandt sig til selv at sætte krabber i ”start boksen”.

Derefter gik turen til stranden, hvor der blev fundet skaller, sten. Naturligvis skulle der soppes. Det gav nogle våde bukser, men forældrene tog det roligt, vejret var fint, så tøjet blev hurtig tørt. På vej til stranden havde vi fundet brændenælder, som blev lavet til suppe, som alle smagte og var forundret over hvor godt det var.

Torsdag gik turen i biler op til Frederikshavns udsigtstårn ”Cloostårnet”, hvor vi kunne se langt omkring. Efter at have været i tårn, leget på legepladsen og spist madpakker, drog vi hjem, tændte bål og bagte pandekager.

Fredag var afslutningsdagen, hvor vi skulle spise aftensmad sammen. Her mødtes vi kl. 13.00 og fik fordelt opgaverne til aftenprogrammet. Der blev kokkereret i køkkenet, med sovse, salater og kage. De skaller og sten vi havde samlet onsdag blev vasket og lavet til bordkort. Der blev spillet kroket, ludo og meget andet. Børnene legede godt sammen og de voksne hyggede sig i kirkens atriumgård.

Og så var der festmiddag. Rigtig hyggeligt om end flere af børnene var trætte.

Inden vi skiltes efter en dejlig uge fik vi ryddet op, så det næste ikke kunne ses vi havde været her.

Det var dejligt at opleve at 5 forskellige familier hyggede sig sammen, hjalp hinanden og tog ansvar for, at alle havde det godt.

Vi er klar til at lave et lignede tilbud næste år i sommerferien.

Vibeke Bach Hansen
Kirke og kulturmedarbejder i Bangsbostrand sogn

Diakonien vil ændre samfundets syn på folkekirken
Sådan skriver Thyge Enevoldsen i "Diakonal startpakke". Læs den lille folder på 8 sider. Print den ud eller bestil den hos kirke- og kulturmedarbejder Peter Worm Madsen. Og sæt så diakonien på dagsordenen i dit sogn.

• Du går ikke alene
• Folderen inspirerer dig til, hvad du skal sige
• Peter tilbyder at komme på besøg 3 x 2 timer
• Der er en række konkrete og overkommelige forslag i folderen.

Diakoni er, at kirken gør noget for udsatte borgere i samfundet.

Af Bo Billeskov Grünberger, Folkekirkeinfo.

Diakon fra Odder har i samarbejde med lokal præst og et aktivitetscenter for voksne med psykiske handicaps, udviklet et nyt projekt, ’Kirke, sang og sæbebobler’. Projektet skal give voksne udviklingshæmmede mulighed for at indtage kirken på deres egne præmisser og er inspireret af babysalmesang, som mange kirker efterhånden tilbyder. Håbet er, at projektet kan inspirere flere kirker til at åbne dørene for voksne udviklingshæmmede

Johanne Vincenti har arbejdet med voksne udviklingshæmmede, siden hun var helt ung. Hun har altid haft det godt med de lidt skæve eksistenser, og derfor lå det lige for at fortsætte arbejdet, da hun blev diakon.

”Jeg har erfaret i min tid som diakon, at der er rigtig mange udviklingshæmmede, der gerne vil kirken og finder en særlig ro ved at man synger salmer, eller at man beder Fadervor. Men det kan være svært at finde den rette form, for den almindelige gudstjeneste kan være uoverskuelig – for lang og kompliceret at forstå,” fortæller Johanne Vincenti, der i 2008 blev uddannet diakon og i mange år har arbejdet med voksne udviklingshæmmede.

Genkendelighed er nødvendig
Johanne Vincenti er ved at afslutte sit kandidatstudie i Diakoni på Aarhus Universitet og har i den forbindelse udarbejdet projektideen. For praktisk afprøvning og videreudvikling af projektet tog hun kontakt til Fabos, der er et aktivitetscenter for voksne udviklingshæmmede. Her var man positive over for ideen, og i efteråret gik projektet, der strakte sig over nogle måneder, i gang. I begyndelsen skulle gruppen af voksne udviklingshæmmede lige lære det nye at kende, men hurtigt blev det tydeligt, at de var rigtig glade for den nye ramme, som ’Kirke, sang og sæbebobler’ gav dem.

”Vi har fået at vide af pædagogerne fra Fabos, at mange af beboerne, som de har svært ved at lave noget nyt med, var nogle af dem, der var hurtigst til at komme ud af døren. Det er voksne udviklingshæmmede, som måske har brugt ti år på at lære at komme på arbejde, fordi overgange kan være meget svære. De var i løbet af to-tre gange helt klare på at komme med,” siger Johanne Vincenti.

Som ved babysalmesang handler ’Kirke, sang og sæbebobler’ meget om sanserne. Der er musik og sang, og man både synger og klapper sammen. Samtidig er der vide rammer for, hvordan man kan være i kirkerummet, for det er nødvendigt, forklarer Johanne Vincenti:

”Det skal være genkendeligt og forudsigeligt, men man skal også være opmærksom på, at der er nogle, som kan rumme at sidde i en rundkreds, mens andre har behov for at ligge ned, og nogle har behov for at gå rundt, og så er der nogle, som har behov for at sidde på kirkebænkene lidt væk fra det store fællesskab, fordi det er for voldsomt. Er der nogle, som har behov for at komme af sted, så skal der være plads til, at man bare rejser sig og kører med dem, der vil hjem. Det skal være så rummeligt, at man kan være, lige som man er.”

Præst var med på ideen
Inden Johanne Vincenti kunne gå i gang med sit projekt, ’Kirke, sang og sæbebobler’, var hun nødt til at finde en kirke, der ville være med til at åbne dørene for den nye måde at gøre kirken tilgængelig for de voksne udviklingshæmmede. Hun kontaktede Hanna Nissen, der er præst i Gosmer Kirke, og hun var straks med på ideen.

”I mit sogn har vi Egmont Højskole, der elever med mange forskellige handicaps. De plejer at komme i kirke til jul, og der er nogle af eleverne, som har et kor, der øver i Gosmer Kirke. Så jeg kender godt til det, at folk med psykiske handicaps kommer i kirke,” forklarer Hanna Nissen.

Hanna Nissen har til ’Kirke, sang og sæbebobler’ set til fra sidelinjen, men hun synes, det har været dejligt at se den måde, som de udviklingshæmmede har taget kirken til sig på. Det har givet rigtig meget mening, siger hun.

”Det forkyndende behøver ikke altid være med ord. Forkyndelse kan også være et smil, eller den måde man sidder og synger ’Må din vej gå dig i møde’. Forkyndelse kan være så meget andet end ord. Det synes jeg kommer til udtryk i det her projekt.”

Hanna Nissen udviklede en særlig gudstjeneste, der skulle markere afslutningen på projektet. Her var både den lokale menighed og de voksne udviklingshæmmede med, og det blev en gudstjeneste ud over det sædvanlige.

” Jeg ved ikke, hvordan sognets almindelige kirkegængere oplevede det, men de fik i hvert fald ikke det med, som de plejer at få. Men det var annonceret som en gudstjeneste for alle sanser. Vi valgte at holde gudstjenesten den 10. januar, så juletræet var der, og det var tændt, vi fik historien om de hellige trekonger, og der var lidt ’røgelse’ eller parfumeduft. På et tidspunkt pustede vores graver lysene ud, og så var julen virkelig slut. Vi snakkede så om, at godt nok var julen slut, men julestjernen følger med os, og så fik vi alle sammen en lille stjerne i panden. Det var ganske simple ting, men vi var enige om bagefter, at det var godt for beboerne her,” fortæller Hanna Nissen.

Projektet skal ud til flere
Johanne Vincenti håber, at flere kirker vil lade sig inspirere af ’Kirke, sang og sæbebobler’, og hun opfordrer til at man bare går i gang, hvis man kunne tænke sig at åbne sin kirke for voksne udviklingshæmmede.

”Jeg tænker, at det handler om, at man har fornemmelsen af, at man godt kunne tænke sig at gå i gang med sådan et projekt. Hvis man selv brænder for det, så skal de voksne udviklingshæmmede også nok brænde for det – det smitter af. Det gør ikke alverden, at man ikke har det store kendskab til målgruppen, det er mere afgørende med engagementet.”

Der ligger ikke nogen empiriske undersøgelser af brugertilfredsheden med ’Kirke, sang og sæbebobler’, men Johanne Vincenti er ikke i tvivl om, at forsøget med projektet har været en succes, for hun bliver ofte opsøgt af de voksne udviklingshæmmede, der var med i projektet, når hun besøger Fabos.

”Sidste gang jeg var heroppe, kom Per hen til mig. Han har ikke noget sprog, men han tog mig i hånden og begyndte at nynne ’I østen stiger solen op’, som vi sang med fagter. De er fuldkommen klar over, at vi har haft noget særligt sammen, og det er stort at opleve bagefter,” fortæller hun.

Hvis man er interesseret i at høre mere om projektet, opfordrer Johanne Vincenti til, at man tager kontakt til hende. Hun er også i gang med en hjemmeside, kirkenbobler.dk, hvor der vil være materiale, som man gratis vil kunne hente, hvis man kunne tænke sig at afprøve ’Kirke, sang og sæbebobler’ i sin kirke.

Man bør være lige så kritisk med ledelsen som med alt andet i folkekirken, mener Christina Lund

Flere kirker ansætter en daglig leder, der skal samle trådene i en dagligdag, hvor flere forskellige faggrupper er i spil for at få alt til at klappe. Vi har talt med daglig leder ved Fredenskirken Christina Lund om, hvad det er for opgaver, hun er med til løse, og hvorfor lederen ikke bare skal sidde bag en dør.

Af Martin Høybye

Christina Lund er kirke- og kulturmedarbejder og daglig leder ved Fredenskirken, der ligger i Aarhus-bydelen Viby. Ud over den daglige ledelse løser hun opgaver som baby-salmesang, juniorkonfirmander og PR, ligesom hun er med ved kirkens spaghettigudstjenester. Formelt er hendes stilling fordelt med 30 timer til kirke- og kulturarbejde og syv timer til ledelse. Men i virkeligheden er fordelingen dog mere fifty-fifty, da det har vist sig, at de syv timer ikke rækker langt i forhold til ledelsesopgaverne.

For Christina Lund er ledelse noget med at gå forrest og pege på muligheder. Men den daglige ledelse består også helt lavpraktisk i at få sorteret i opgaverne og lavet rækkefølger på tingene.

”Jeg er ikke den diktatoriske leder, der udstikker ordrer. Det handler mere om at gå foran med nogle ting, og ellers er der helt flad struktur. Det trætter, hvis man som medarbejder føler, at der ikke er styr på, hvad der skal ske. Der batter det rigtig meget, at der er en person, som er med til at få kommunikationen til at køre og stille spørgsmål ved det, der sker. Jeg skal have det såkaldt forkromede overblik og se fremad,” siger hun.

Smidig overgang til ledelse
Hun kom ind i huset ved at være ansat på deltid til at tage sig af baby-salmesang og juniorkonfirmander. I mellemtiden begyndte menighedsrådet at se på en ny struktur for nogle ansættelser i forbindelse med naturlig afgang, og et resultat af strukturændringerne var, at der blev afsat timer til en daglig leder. Umiddelbart ville det kunne være sin sag at gå fra en deltidsstilling uden ledelsesopgaver til at blive den daglige leder for sine kolleger. Sådan har det dog ikke været i Christina Lunds tilfælde.

”Overgangen var faktisk ikke svær. Mine kolleger er heldigvis også gode til at skelne imellem, hvornår jeg er kirke- kulturmedarbejder, og hvornår jeg er leder. Så det er en stor hjælp. Jeg har fra starten bedt om at få at vide, hvis der er for lidt af noget og for meget af noget andet. Vi har haft mange gode snakke om tingene, og der er en god forståelse nu for, hvad vi hver især gerne vil, ” fortæller hun.

Kommunikationen og den gode stemning
Ud over de mange praktiske opgaver, Christina Lund er med til at koordinere, er kommunikationen mellem de ansatte også et arbejdsområde for hende.

”Kollegerne bruger mig heldigvis rigtig meget til at vende tingene. Det kan være i forhold til praktiske spørgsmål, men det kan også være, man lige vender en sag med mig og får et råd, før man går videre til en anden kollega med et ærinde,” lyder det fra lederen.

Det er netop noget af det ”kit,” som den daglige ledelse er sat i verden for at tilføre arbejdspladsen. Det gælder også i forhold til kommunikationen fra og til menighedsrådet.

”Jeg sidder med ved alle menighedsrådsmøder og tager referat, og derfor er det også let at fortælle om de vigtigste beslutninger til mine kolleger dagen efter. Jeg er ofte i kontakt med formand, kasserer og kontaktperson flere gange i løbet af ugen, og derfor har jeg en god fornemmelse af, hvad der rører sig, og hvad der er de helt store emner lige for tiden. Det giver medarbejderne en fornemmelse af at blive både informeret og hørt. Fordi vi har den gode tætte kommunikation med ledelsen, kan vi hurtigere få sat noget nyt i værk – vi behøver ikke hver gang vente til næste menighedsrådsmøde. Den ånd tror jeg smitter af til resten af huset og til menigheden, som fornemmer den gode stemning, der er,” siger hun.

Kan arbejde ud af kasserne
Christina Lund ser det også som sin opgave at skabe frihed til at bevæge sig ud af den kasse, men er sat til at udfylde som medarbejder. For det åbner op for mange muligheder og ressourcer.

”Vi kan godt arbejde lidt ud af kasserne. I går var jeg fx en 3-i-1’er, for der var der ikke en kirketjener på arbejde. Bagefter skrev jeg i en mail til menighedsråd og ansatte, at hvis der nogensinde var en, der sagde, at en kirketjener var overflødig her på stedet, så skulle de have deres ende smurt. Det ved jeg selvfølgelig godt, at ingen i Fredenskirken kunne finde på at sige, men det var en fantastisk mulighed for at blive opmærksom på hinandens uundværlighed,” fortæller Christina Lund.

Lederen skal have en indlysende funktion
Hun mener, at flere menighedsråd burde overveje, om der skulle være en daglig leder. En, der kan koordinere tingene, mægle og pege på, hvor skoen trykker. For meget af det kirkelige arbejde beror på et teamwork, der skal fungere.

”Lederen er den, der kan stille de nødvendige spørgsmål. Det er meget nemmere for en ansat daglig leder, der har fået den bemyndigelse, end hvis den rolle fx er præstens eller den nærmeste medarbejder, der sætter sig igennem og tager ledelsen. Men man skal ikke ansætte en, som bare skal komme ind og være daglig leder. Personen skal have en indlysende funktion i kirken også, så man er med i fællesskabet og i arbejdet,” siger hun og uddyber:

”Du er nødt til at være med. Være med ved gudstjenesterne og i fællesskaberne. Hvis ikke man er med, så fungerer den her ledelsesform ikke, fordi ens kolleger med rette vil sige, at man ikke ved meget om tingene, hvis man bare sidder inde bag en dør og administrerer.”

Altid plads til forbedring
Hun er opmærksom på, at der hele tiden er plads til forbedringer, og at det er vigtigt løbende at spørge, hvad der er brug for. Måske skal kommunikationen ses efter i sømmene, måske er det bedre strukturer for arbejdet, der skal til. Men det er vigtigt at være i en proces og en udvikling.

”Vi skal huske at være lige så kritiske med ledelsen, som vi skal være med alt andet, vi foretager os i folkekirken. Men samtidig tror jeg på behovet for ledelse. Kirken er en anden i dag end for 50 år siden, hvor medarbejderne arbejdede sammen, når de mødtes til en gudstjeneste eller kirkelig handling og ellers ikke så meget. I kraft af folkekirkens udvikling og et mere moderne syn på fællesskab og samarbejde i samfundet generelt, er det nødvendigt med en leder, der har fået bemyndigelse til at træffe beslutninger og stille de spørgsmål, vi som kolleger ellers kan have svært ved at stille hinanden i kirken,” siger Christina Lund.

— — —

Kolleger og rådsformand om daglig ledelse:
Vi har spurgt kirketjeneren, organisten og menighedsrådsformanden, hvordan den daglige ledelse letter hverdagen i Fredenskirken.

Allan Nyholm, kirketjener
Den daglige leder er en sparringspartner, vi kan dele stort og småt med. Og det er en sparring, der går begge veje, for Christina bruger også os.

Det er en lettelse hver eneste dag, at vi har en i kirken, der kan og må tage ansvar. Små ting afgøres ved en hurtig snak på kontoret, i køkkenet eller bare “på vej” i gangen. Ved større ting lukker vi døren og tager en snak, der altid ender med en løsning eller en afklaring på, hvem der har ansvaret for at følge op.

Vi har en leder og kollega, der er kendt med kirkelige forhold, og som ikke er bange for at melde klart ud over for præsterne, de andre ansatte og menighedsrådet.

Anne Lise Quorning, organist og korleder 
Kommunikationen i huset er markant forbedret, og kommunikationen til og fra menighedsrådet går meget hurtigere. Den daglige leder følger med i dagligdagen og ved, hvad vi andre går og laver. Hun mærker “duften og humøret i huset.

“Småting” kan afklares med den daglige leder, da hun har mandat til at agere, handle og tage beslutninger – til en vis grænse. Lederen har derudover styr på de ugentlige kalendermøder, medarbejderudviklingssamtaler, planlægning og kirkens kalender.

Det er slet ikke lige meget, hvem der er den daglige leder. Det er en funktion, der stiller store krav. Christina er vores kollega, men samtidig er hun god til at sidde ved et forhandlingsbord – uden at tage parti for hverken menighedsråd eller kollega. Hun forstår at lede sådan et møde, så ingen tilstedeværende føler sig “alene.”

Niels Aage Eriksen, formand for Fredenskirkens menighedsråd
Ansættelsen af en daglig leder letter helt klart vores menighedsrådarbejde, og der er kun ”thumbs up” til ordningen herfra. Det er min opfattelse, at de ansatte også synes, det er rart, at der er en, de kan gå til i det daglige, hvis der er noget, de har brug for at vende.

Funktionen letter dagligdagen på den måde, at vi har en i huset, som har føling med, hvad der sker, og som er et naturligt bindeled mellem menighedsråd og ansatte – arbejdsgiver og arbejdstager.

De små møder og diskussioner, som der er nødt til at være i det daglige, dem kan hun tage. Der kan nogle gange opstå misforståelser, hvor tankerne kan nå at vokse sig store, inden et menighedsråd hører om det og kan få rettet op på det. Det oplever vi nærmest slet ikke hos os, fordi Christina er der. Opstår der noget, så løser hun det selv eller kontakter mig eller den fra menighedsrådet, der er valgt som kontaktperson.

Jeg vil hører jer ad, om der er andre af jer, der har erfaringer med at lave tilbud til asylansøgere og have asylcenteret som samarbejdspartner?

Er der mon noget, jeg skal huske at tænke over - andet end, at de ikke kan dansk og nok heller ikke engelsk??  

Kender I nogen ,der kan oversætte ??

Andre tanker, vi kan bruge, er meget velkomne.

Mange hilsener

Margit Busk Holm, Hedeagerkirken Herning.

Kirke- og kulturmedarbejder Karen Damsgaard-Bruhn
Søften og Foldby Sogne, Skolevej 7, Søften, 8382 Hinnerup
TIf.: 86 98 52 57 - Mob: 21 79 47 83
sognemedhjalper@soeftenkirke.dk