Christiansvej 4, 7000 Fredericia. CVR: 1657 0370
Kontakt os på tlf.:2365 1378

Fridage i julen · Hvad er reglerne?

Julen nærmer sig, og for mange er det en af årets mest travle perioder. Samtidig opstår der ofte spørgsmål om, hvilke regler der gælder for fridage i juletiden.

Ifølge overenskomsten er hverken den 24. december, den 31. december eller søgnehelligdage (dvs. helligdage, der falder på hverdage) automatisk fridage. Det står altså ikke anført, at du som kirkefunktionær med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder har fri på søgnehelligdage, men der står heller ikke, at du ikke har. Som fagforening tolker vi reglerne sådan, at hvis du har en opgave på en søgnehelligdag, skal du som udgangspunkt være på arbejde den dag. Har du derimod ingen opgaver, har du fri.

Du har dog mulighed for at aftale med dit menighedsråd eller din bestyrelse, at søgnehelligdage samt den 24. og 31. december betragtes som fridage.

Vi oplever samtidig, at der stadig flere steder opstår tvister mellem medarbejdere, menighedsråd og eventuelle personalekonsulenter i relation til spørgsmålet om frihed på søgnehelligdage.

Vi opfordrer derfor til, at du i samarbejde med din leder får skrevet ind i din arbejdsbeskrivelse, hvordan menighedsrådet eller arbejdspladsen håndterer den 24. og 31. december samt søgnehelligdage. Det skaber klarhed og forebygger misforståelser – særligt i en travl juletid, hvor mange opgaver skal løses.

Generelle regler for fridage ifølge overenskomsten

Som kirkefunktionær med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder har du som udgangspunkt en femdages arbejdsuge og ret til både en fast og en løs fridag.

Hvis din faste fridag bliver inddraget, har du krav på en erstatningsfridag i den følgende uge samt fire timers kompensation – eller alternativt udbetaling af i alt ni timer. Der skal gives mindst én måneds varsel, hvis den faste fridag inddrages.

Din løse fridag skal planlægges i dialog med din arbejdsgiver. Mindst to gange i hvert kvartal skal den placeres, så du får en sammenhængende weekend med fri både lørdag og søndag – medmindre andet er aftalt.

Eksempel

Du arbejder mandag-fredag, har en fast fridag hver lørdag og en løs fridag om søndagen.

  • Deltager du ved en gudstjeneste fire søndage om året (på din løse fridag), har du ret til fire erstatningsfridage som kompensation.
  • Indkaldes du derimod til en visionsdag på en lørdag (din faste fridag), har du ret til én erstatningsfridag plus fire timers ekstra fri – eller alternativt udbetaling af i alt ni timers løn.

Vi sidder klar til at hjælpe dig

Har du brug for råd og vejledning, eller ønsker du, at vi deltager aktivt i dialogen med din leder eller dit menighedsråd, er du meget velkommen til at kontakte vores faglige sekretær, Ea.

© 2025 Kirkekultur.nu - Alle rettigheder forbeholdt