På de seneste bestyrelsesmøder i Kirkekultur.nu har tre vigtige temaer fyldt dagsordenen: ledelse, overenskomstforberedelser og udviklingen af en ny TR-uddannelse.
God ledelse i folkekirken
Bestyrelsen har gennem længere tid arbejdet med spørgsmålet om, hvordan ledelsen af kirke- og kulturmedarbejdere kan styrkes i folkekirken. Med det aktuelle lovforslag om ændring af menighedsrådsloven er emnet højaktuelt.
Som fagforening vil vi stå stærkt i de kommende drøftelser. Derfor har bestyrelsen brugt tid på at skærpe den fælles forståelse af, hvad der kendetegner god og professionel ledelse af vores faggruppe – både hvad angår arbejdsgiveransvar og som ramme for trivsel, faglig udvikling og samarbejde.
Forberedelserne til OK26
Selvom der stadig er måneder til, forhandlingerne om næste overenskomst går i gang, er arbejdet bag kulisserne allerede i fuld gang.
Bestyrelsen er løbende blevet orienteret om den seneste udvikling og de politiske og økonomiske brikker, der skal falde på plads, før vi når frem til forhandlingsbordet. Retningen er klar, og der er god energi i processen.
Ny uddannelse for tillidsrepræsentanter
Et tredje fokusområde er udviklingen af en ny uddannelse for Kirkekultur.nu’s tillidsrepræsentanter.
Formålet er at ruste tillidsrepræsentanterne til at varetage medlemmernes interesser lokalt – både som faglige stemmer i dialogen med ledelsen og som støtte for kollegerne i hverdagen.
Projektet har vores faglige sekretær, Ea Skaaning Button, som tovholder.

