Kirkekultur.nu har forhandlingsretten for kirke- og kulturmedarbejdere og er derfor involveret i alle lønforhandlinger – både for medarbejdere ansat i sognene, i Folkekirkens Skoletjenester og i Folkekirkens Familiestøtte.
En vigtig del af arbejdet for retfærdig løn
De lokale lønforhandlinger er en årlig proces, hvor vi arbejder for, at medlemmernes løn afspejler deres ansvar, kompetencer og indsats. I år har en stor del af medlemmerne søgt om lønforhøjelse eller tillæg, og vores lønforhandlere er nu i fuld gang med at sikre, at alle sager behandles grundigt og retfærdigt.
Sådan forløber processen
Før sommerferien: Medarbejderen kontakter sin lønforhandler og indsender ansøgning om lønforhøjelse. Ansøgningen danner grundlag for lønforhandlerens arbejde.
I august: Lønforhandleren udarbejder et udkast til brev til menighedsrådet. Brevet beskriver lønkravet og begrundelsen for det. Ansøgeren får brevet til gennemsyn, inden det sendes.
Senest 15. september: Brevet sendes til menighedsrådet.
Senest 15. november: Menighedsrådet giver svar. Hvis du har søgt, hører du fra os umiddelbart efter den 15. november. Eventuelle ændringer i din løn træder i kraft 1. januar 2026.
Vi anbefaler, at man søger lønstigning cirka hvert andet år. Det er ofte lettere at få godkendt en mindre stigning end et stort spring over flere år.
Vær forberedt året igennem
Selvom lønforhandlingerne kun finder sted én gang om året, kan det betale sig at samle dokumentation og eksempler løbende. Det styrker grundlaget for næste forhandling.
Det kan blandt andet handle om:
- Nye opgaver eller øget ansvar
- Efteruddannelse eller ny viden, der styrker arbejdet
- Opstart eller udvikling af aktiviteter
- Særlige indsatser i travle perioder eller ved forandringer
- Indsatser, der gør en særlig forskel for kollegaer, menighedsråd eller kirkens liv
Ved at notere og gemme disse eksempler undervejs bliver det lettere at formulere et klart og velbegrundet lønkrav, når næste runde af forhandlinger nærmer sig.