Samarbejde er et gennemgående tema i rapporten om ”Menighedsrådenes rolle og forslag til forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet”. Det mener de ansattes faglige organisationer er et stærkt signal. Samtidig er det positivt at styregruppen bag rapporten har haft til opgave at inddrage anbefalinger fra Arbejdsmiljøundersøgelsen i sit arbejde.
Karin Schmidt Andersen, formand for Dansk Organist og Kantor Samfund, der har siddet i styregruppen som repræsentant for de 12.000, der er ansatte af landets menighedsråd udtaler: -Rapporten understreger at folkekirken er en fælles arbejdsplads for ansatte, præster og menighedsråd, hvor samarbejdet sker i respekt for hinandens fagligheder.
De ansattes faglige organisationer hæfter sig især ved nogle punkter fra rapporten, der handler om bedre arbejdsvilkår for menighedsrådenes ansatte.
Rapporten påpeger at folkekirken drives af et forpligtende samarbejde mellem menighedsråd, præster og ansatte og pointerer, at den lokale kirke og kirkegård udgør et arbejdsfællesskab, hvor alle er forpligtet på at skabe godt arbejdsmiljø. Parterne skal skabe rammer og gode vilkår for kirkens liv og vækst, og præster og ansatte skal således arbejde sammen i gensidig respekt for hinandens fagligheder. Det nævnes, at medarbejdere bør inddrages i udvalgsarbejde for at bidrage med deres professionelle viden og for at fremme en samarbejdskultur.
Menighedsrådenes betydelige ansvar som arbejdsgivere betones, og rapporten foreslår derfor obligatorisk uddannelse af dem, der vælges eller ansættes som ledere. Styregruppens overvejelser om ledelse er relevante. Her betones det, at lederen er rollemodel og ansvarlig for sund arbejdskultur, og at grundfundamentet for ledelse bygger på tillid mellem ledere og medarbejdere. Rapporten har fokus på den særlige udfordring der er forbundet med arbejdspladsens to ledelsesstrenge og påpeger, at det er nødvendigt med tæt dialog på ledelsesniveauerne.
Rapporten pointerer at værdighedskrav også bør gælde for menighedsrådsmedlemmer og, at det skal være muligt at ekskludere menighedsrådsmedlemmer, der obstruerer samarbejdet og virker ødelæggende for arbejdsmiljøet.
De faglige organisationer mener, at der med rapporten er sat en god retning for udviklingen af folkekirken som arbejdsplads. Et sted, der skal være kendetegnet ved tæt samspil mellem aktørerne, hvor alle føler sig respekteret og inddraget. Et arbejdsfællesskab, hvor medarbejderne kan virke og udvikle sig fagligt, og hvor trivsel og fælles målsætninger driver arbejdet. En attraktiv arbejdsplads, hvor ledelse udføres professionelt og tilstedeværende.
De faglige organisationer vil med afsæt i rapporten fortsat arbejde for gode arbejdspladser i folkekirken. Rapporten er et vigtigt skridt, men ikke det sidste.
Link til sammenfatning https://www.blkm.dk/fileadmin/share/dokumenter/Rapport_forenklingsprojekt_2025.pdf
Link til hele rapporten https://www.blkm.dk/fileadmin/share/dokumenter/Projekt_forenkling_rapport_2025.pdf
Underskrivere af denne udtalelse:
3F, Den Offentlige Gruppe – forhandlingssekretær Louise Røssell Wredstrøm louise.wredstrom@3f.dk
Danmarks Kirketjenerforening – formand Gert Rhinstrøm Schmidt formand@kirketjener.dk
Danmarks Kordegneforening – formand Henrik Højen heh@kordegn.dk
Dansk Kirkemusiker Forening – formand David Danholt formand@kirkemusiker.dk
Dansk Organist og Kantor Samfund – formand Karin Schmidt Andersen ksa@doks.dk
Kirkekultur.nu – formand Esther Jensen formand@kirkekultur.nu
Organistforeningen – formand Ingrid Bartholin Gramstrup formand@organist.org
Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte – formand John Lykkedal jl@fakk.dk
Foreningen af Danske Kirkegårdsledere – formand Christian Høybye Hougaard FDK-kontor@protonmail.com