”Gud, får du løn for det her?”
Det var en konfirmand, der spurgte. Hun havde bøjle på tænderne og nu, hvor jeg var helt tæt på hende, kunne jeg se en række bumser forsøgt dækket med make-up. For vi var tæt på hinanden. Vi havde spillet fodbold med briller på. Briller lavet at tomme toiletpapir-ruller. Så er det nemt at snuble og slå sig, for man kan ikke se meget, når man er snæversynet! Jeg var i færd med at lægge en pose frosne ærter på den bule, der voksede frem i pigens pande, da ordene faldt: ”Gud, får du løn for det her?”
Det er jo morsomt, at vores arbejde ser så sjovt og legende let ud, at folk (i hvert fald konfirmander) glemmer, at det rent faktisk er et arbejde, en profession, et håndværk at forkynde, undervise, yde diakoni og stå for kommunikation. Men sådan ser arbejdsdagen ikke ud hver dag. Der er virkelig også timer, hvor vi i den grad tjener vores løn: Når man skal have en alvorlig samtale med en frivillig, som har forløbet sig i fuldskab. Når kontaktpersonen igen er syg, og man med dags varsel kommer til at stå for arbejdsmiljødrøftelsen selv. Det var to eksempler fra min seneste uge. Jeg er sikker på, du kan fortsætte med en række andre eksempler.
Vi fortjener vores løn. Vores arbejde gør en forskel for dynger af mennesker. Vi giver kirkens gamle ord liv og mening. Vi er Folkekirkens innovationsafdeling. Vi er de levende sten med det røde hjerte i centrum. Det har vi lov at sige højt. Derfor skal du ikke tøve med at henvende dig til din lønforhandler og bede om en lønforhandling dette efterår. Du har ikke krav på at få mere i løn, men du har krav på, at dit ønske bliver drøftet. Husk, at det er nemmere at få en lille stigning hvert eller hvert andet år end en stor stigning hver 10. år.
Esther Jensen, formand i Kirkekultur.nu