Faglig konsulent i Kirkekultur.nu, Ea Button, deltog i Kirkekulturkaravanen i Skt. Markus Kirke i Aarhus og bringer her indtryk fra en dag med inspiration, refleksion og faglig fordybelse. Hvordan skaber vi bedre kommunikation i kirken? Og hvordan rummer vi de små, spontane samtaler, hvor mennesker deler noget af det mest sårbare i livet? Det var nogle af de spørgsmål, der satte retningen, da FUV afholdt dagskursus for kirke- og kulturmedarbejdere i Skt. Markus Kirke i Aarhus.
Dagen samlede deltagere fra Aarhus Stift (og enkelte fra andre stifter!) til en blanding af oplæg, samtaler og gruppearbejde – alt sammen med fokus på både det faglige og det menneskelige i arbejdet i og omkring kirken.
Kommunikation med retning og blik for modtageren
Formiddagen begyndte med velkomst og introduktion ved udviklingskonsulent i FUV Mona Solsø Holm og studielektor Lars Sandbeck, hvorefter kommunikationschef fra Københavns Stift, Ulla Marie Haahr satte fokus på den strategiske kommunikation i folkekirken. Med konkrete eksempler og refleksioner over målgrupper, tone og formidling blev deltagerne inviteret til at se deres egen kommunikation i et nyt lys.
Samtalen i bevægelse
Efter frokost blev rammen ændret. Den spontane sjælesorgssamtale blev udfoldet gennem en kontemplativ vandring, hvor refleksion og nærvær gik hånd i hånd. Her blev der arbejdet med det, der ofte opstår uplanlagt i hverdagen: De korte, men betydningsfulde samtaler, hvor mennesker søger trøst, retning eller blot et lyttende øre.
Diakoni i praksis og i fællesskab
Eftermiddagen bød på gruppearbejde og erfaringsudveksling om, hvordan der kan skabes rum for diakoni i det daglige arbejde. Her blev praksis og teologi koblet sammen i samtaler, der både tog afsæt i deltagernes egne erfaringer og i oplæg ved Mona Solsø Holm og Lars Sandbeck om diakonal teologi.
Stemningen bar præg af engagement og gensidig inspiration, og mange gik derfra med nye idéer til, hvordan små greb kan gøre en stor forskel i mødet med mennesker.
Fem kurser i 2026 – hele landet rundt
Hvis du ikke nåede med til Aarhus, eller gerne vil opleve dagen selv, er der gode muligheder i løbet af året. I 2026 afholder FUV fem dagskurser fordelt over hele landet, og der er stadig tre aktuelle datoer efter sommerferien:
- september 2026: København, Vartov
- september 2026: Slagelse, Liselund Seniorhøjskole
- oktober 2026: Løgumkloster, Refugiet
Kurserne er gratis at deltage i, men kræver tilmelding af hensyn til forplejning.
Tilmeld dig kurset her: https://www.fkuv.dk/aktuelt/nyheder/kirkekultur-karavanen-2026
Af: Ea Button, faglig konsulent i Kirkekultur.nu

