PFA Pension er ikke ”bare” pension, når du er blevet 70! PFA Pension er godt at kende til og bruge, når du er midt i livet, midt i arbejdslivet. PFA Pension tilbyder jævnligt kurser på en time, du kan følge i ro og mag fra din computer. Kurset optages af PFA Pension, og efterfølgende får du det tilsendt. Kvit og frit. I oktober har jeg været på 2 x 1 times kursus i mental førstehjælp. Det har været virkelig godt, og jeg har lyst til at dele det, jeg har lært med mine kollegaer. Bare spørg!
En lille smagsprøve her:
Få overblik over dine arbejdsopgaver. Hvis du føler dig stresset, er det ikke nødvendigvis, fordi du har for travlt. Det kan også være, du har for mange rutine-opgaver eller for få eller for mange opgaver med korte deadlines. På kurset blev vi bl.a. præsenteret for en simpel model i farverne grøn, gul og rød. I et godt arbejdsliv er der en passende blanding af det hele. De grønne opgaver giver energi. De røde dræner dig for energi. De gule er midt imellem.
Hvilke opgaver, der er grønne i dit arbejdsliv, kan kun du finde ud af. Det kan f.eks. være små opgaver, der er hurtige løste. Sådan nogle, der følger en plan/rutine og er forudsigelige. Sjove og lette opgaver.
Gule opgaver vil for mange være møder og e-mails. Nemme opgaver, nemme kollegaer, nemme folk at samarbejde med. Overskueligt ansvar.
Røde opgaver: Det er her, de store beslutninger tages, og meget ansvar ligger på dine skuldre. Deadlines er ofte korte. Man skal kunne koncentrere sig over længere tid og bevare det store overblik. Tit er røde opgaver komplekse og uforudsigelige, og du skal tilegne dig ny viden.
Personlige eksempler: Jeg har sagt ja til at sidde i et råd i 4 år. Det har i den grad vist sig at være en rød opgave. Det dræner mig for energi, ganske enkelt fordi jeg havde nok røde opgaver i forvejen. Nu ved jeg, at jeg ikke skal sige ja til flere røde opgaver. At skrive denne hilsen var en gul opgave, næsten grøn!
Esther Jensen, formand i Kirkekultur.nu

