Den obligatoriske grunduddannelse for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder
Ifølge uddannelsescirkulæret skal alle nyansatte kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejdere gennemføre en obligatorisk grunduddannelse.
Uddannelsen består af 5 ugers undervisning på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) samt 1 uges undervisning hos LEVA+ i Svendborg.
Grunduddannelsen giver en fælles faglig forståelse og forbereder dig på de mange opgaver i dit nye arbejde.
Den obligatoriske grunduddannelse består af:
-
- 2 ugers undervisning i kirkefaglighed (FUV)
-
- 3 ugers undervisning i kristendomsfaglighed (FUV)
-
- 1 uges undervisning i samarbejde, kommunikation og faglig etik (LEVA+).
OBS!
Undervisningen ved LEVA+ foregår sammen med kirkefunktionærer med andre kerneopgaver end dine. Her møder du altså mange forskellige faggrupper, og denne uge adskiller sig markant fra de andre 5 kursusuger, som udbydes af FUV.
Undervisningsugen ved LEVA+ kan tages både før og efter undervisningen ved FUV.
Oplysninger om kommende kursusforløb, datoer og ledige pladser findes på FUV’s hjemmeside.
Spørgsmål om modulet Samarbejde, kommunikation og faglig etik kan rettes til LEVA+
En række uddannelser og tidligere ansættelsesforhold giver fritagelse for hele eller dele af grunduddannelsen.
Fritagelse for hele uddannelsen gælder for personer med én af følgende uddannelser:
-
- Cand.theol.
-
- Læreruddannelsen med kristendomskundskab som linjefag
-
- Kandidatuddannelse i diakoni
-
- Bachelor i teologi
-
- Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation (3K)
-
- Professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik
-
- Cand.mag. i religionsvidenskab
-
- Bachelor i religionsvidenskab
Fritagelse for modulet ‘Kirkefaglighed’
Der er mulighed for at få merit for modulet ‘Kirkefaglighed’ (2 uger ved FUV). Muligheden omfatter personer, der inden for de seneste 5 år har haft mindst 1.924 timers ansættelse i folkekirken og har en af følgende uddannelser:
-
- Kirkesanger med uddannelse fra en kirkemusikskole
-
- Kirkemusiker med eksamen i orgel og korledelse eller præliminær orgeleksamen
-
- Kirkemusikalsk kandidateksamen fra et dansk musikkonservatorium
Tidligere kirkefunktionærer kan fritages for dele af uddannelsen, hvis de har været ansat i mindst 3 år og går direkte over i en stilling som kirke- og kulturmedarbejder. Fritagelsen gælder dog ikke, hvis stillingen omfatter undervisning, forkyndelse eller sjælesorg.
Kirkekultur.nu vurderer, at stort set alle stillinger indeholder mindst ét af disse elementer, hvorfor denne fritagelsesmulighed sjældent er relevant i praksis.
Uddannelseskravet gælder for alle kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder, medmindre de opfylder betingelserne for fritagelse som beskrevet ovenfor.
Vikarer og ansatte i midlertidige stillinger har tidligere kunne undtages, denne mulighed er dog ikke længere gældende.
Den samlede uddannelse koster 82.500 kr., som betales af menighedsrådet (arbejdsgiver).
Der faktureres forud for hvert kursusmodul, som koster 16.500 kr. inkl. forplejning og overnatning.
Mere information om priser og praktiske forhold omkring kurset kan findes på FUV’s hjemmeside.
Deltagelse i den obligatoriske grunduddannelse er arbejdstid. Det gælder i udgangspunktet også for den tid, der bruges på forberedelse og læsning.
