Menighedsråd som arbejdsgiver

Som menighedsråd har I en vigtig rolle som arbejdsgiver for kirkens medarbejdere.
På Folkekirkens Intranet finder I en samlet oversigt over vejledninger og redskaber, der kan støtte jer i arbejdet – fra ansættelse og daglig ledelse til afslutning af ansættelsesforhold.

Her kan I læse om:

  • ansættelse og vilkår
  • arbejdsplanlægning, løn og ferie
  • trivsel, MUS og personalepolitik
  • forventningssamtaler og afskedigelser

Har I brug for sparring, eller opstår der spørgsmål undervejs, er Kirkekultur.nu altid klar til at hjælpe jer godt på vej.

Menighedsrådet er arbejdsgiver for kirkefunktionærerne – herunder kirke- og kulturmedarbejdere, kirkesangere, gravere, kirketjenere, kordegne og organister.

Præsterne er derimod ansat af Kirkeministeriet, så selv om I arbejder tæt sammen, har I forskellige arbejdsgivere.

Menighedsrådet har ansvar for at:

    • ansætte og afskedige medarbejdere

    • fastsætte løn og vilkår i overensstemmelse med gældende overenskomster

    • tilrettelægge arbejdet, så opgaverne kan løses forsvarligt

    • sikre et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø

I kan vælge at udpege en kontaktperson eller daglig leder, som varetager den løbende kontakt til medarbejderne og har fokus på trivsel og samarbejde i hverdagen.

Menighedsrådet har pligt til at sikre, at arbejdsmiljøet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Det betyder blandt andet, at der skal gennemføres en arbejdspladsvurdering (APV) mindst hvert tredje år – og tidligere, hvis der sker væsentlige ændringer i arbejdet.

APV’en skal dække både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø og bruges aktivt til at forbedre forholdene.
Hvis der er 10 eller flere ansatte, skal der oprettes en arbejdsmiljøorganisation (AMO), hvor medarbejderne vælger en arbejdsmiljørepræsentant.

I det daglige vil kontakten til medarbejderne typisk gå gennem kontaktpersonen, som repræsenterer menighedsrådet i personaleanliggender.
Det er kontaktpersonen, der drøfter opgaver, arbejdstid, ferie og eventuelle spørgsmål til ansættelsen.

Ved ansættelse, ændringer i stillingen eller væsentlige personalesager er det menighedsrådet som helhed, der træffer beslutningen.

Hvis der opstår udfordringer i samarbejdet, uklarhed om roller eller problemer i arbejdsmiljøet, bør I tage det op i tide – gerne gennem kontaktpersonen.

Derudover kan jeres medarbejder søge støtte hos sin tillidsrepræsentanten eller Kirkekultur.nu’s sekretariat, som tilbyder rådgivning og sparring, hvis medarbejderen er medlem af Kirkekultur.nu.