Påsken nærmer sig, og i kirken er det en tid med mange gudstjenester og aktiviteter. Samtidig opstår der ofte spørgsmål om, hvilke regler der gælder for fridage i påsken.
Ifølge overenskomsten er søgnehelligdage (dvs. helligdage, der falder på hverdage) ikke automatisk fridage – herunder altså Skærtorsdag, Langfredag og 2. påskedag.
Vi opfordrer derfor til, at du i samarbejde med din leder får præciseret i din arbejdsbeskrivelse, hvordan menighedsrådet/arbejdspladsen håndterer søgnehelligdage. Det skaber klarhed og forebygger misforståelser. Hvis du vil set et forslag til, hvordan en lokalaftale om fri på søgnehelligdage kan se ud, så kan du skrive til faglig og juridisk konsulent, Ea Button, på ea@kirkekultur.nu.
Generelle regler for fridage ifølge overenskomsten
Som kirkefunktionær med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder har du som udgangspunkt en femdages arbejdsuge og ret til både en fast og en løs fridag.
Hvis din faste fridag inddrages, har du krav på en erstatningsfridag i den efterfølgende uge samt fire timers kompensation – eller alternativt udbetaling svarende til i alt ni timer. Der skal gives mindst én måneds varsel, hvis den faste fridag inddrages.
Din løse fridag skal planlægges i dialog med din arbejdsgiver. Mindst to gange i hvert kvartal skal den placeres, så du får en sammenhængende weekend med fri både lørdag og søndag – medmindre andet er aftalt.
Eksempel
Du arbejder mandag–fredag, har en fast fridag hver lørdag og en løs fridag om søndagen.
Deltager du ved en gudstjeneste fire søndage om året (på din løse fridag), har du ret til at holde fri på fire andre dage.
Indkaldes du derimod til en visionsdag på en lørdag (din faste fridag), har du ret til én erstatningsfridag plus fire timers ekstra fri – eller alternativt udbetaling svarende til i alt ni timers løn.
Vi sidder klar til at hjælpe dig
Har du brug for råd og vejledning, eller ønsker du, at vi deltager aktivt i dialogen med din leder eller dit menighedsråd, er du meget velkommen til at kontakte vores faglige sekretær, Ea.

