Kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder
Kirkefunktionærer med opgaver som kirke- og kulturmedarbejder udgør en mangfoldig medarbejdergruppe med forskellige uddannelsesbaggrunde, kompetencer og arbejdsområder.
Det betyder, at nogle af vores medlemmer udelukkende arbejder med kommunikation, andre alene med skole-kirke-samarbejde, diakoni eller tværkulturelt arbejde. En del af vores medlemmer har en lang række forskellige opgaver, som dækker flere eller alle kerneopgaver.
Uanset om din opgavesammensætning er bred eller helt snæver, er du som kirkefunktionær omfattet af overenskomsten, når dine centrale opgaver falder ind under listen af kerneopgave, som overenskomsten specificerer.
Ifølge organisationsaftalens protokollat dækker stillingen som kirkefunktionær med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder et bredt arbejdsområde med følgende centrale opgaver:
-
- Undervisning – fx konfirmationsforberedelse, skole-kirke-samarbejde og voksenundervisning
-
- Børne- og ungdomsarbejde – fx legestuer, musikaktiviteter og gudstjenester for børn og unge
-
- Diakonalt og socialt arbejde – fx besøgstjeneste, sorggrupper, familieaktiviteter og natkirke
-
- Tværkulturelt arbejde – fx kirkens arbejde blandt flygtninge og indvandrere
-
- Koordinering af frivillige – herunder rekruttering, oplæring og fastholdelse
-
- Kommunikationsopgaver – fx kirkens PR, formidling og nyhedsarbejde
Siden organisationsaftalen blev indgået i 2009, er opgaverne blevet både bredere og mere specialiserede. Det stiller stigende krav til medarbejdernes kompetencer, faglighed og selvstændighed i opgaveløsningen.
Der kan være ganske stor forskel på indholdet af stillinger for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirke- og kulturmedarbejder. Nogen er ansat på stifts- eller provstiniveau i specifikke projekter, andre er ansat i fx Folkekirkens Familiestøtte eller Folkekirkens Skoletjenester.
Også blandt ansatte ved lokale kirke, kan indholdet i en stilling som kirke- og kulturmedarbejder se forskellig ud fra sogn til sogn. I nogle stillinger samarbejder medarbejderen tæt med præsterne om undervisning, aktiviteter og arrangementer for forskellige aldersgrupper. Andre steder udvikler medarbejderen selvstændigt nye tilbud og samarbejder med eksterne aktører, så kirken får en tydelig rolle i lokalsamfundet.
Mange udvikler undervisningsmateriale, planlægger projekter og arbejder med kirkens kommunikation. Andre har ansvar for frivillige og fungerer dermed også som daglige ledere.
De bedste lokale ansættelser opstår, når menighedsråd, præster og medarbejdere bruger og udvikler hinandens kompetencer i et tæt samarbejde.
Menighedsrådet/din bestyrelse har som arbejdsgiver et særligt ansvar for at følge med i, hvordan arbejdet udføres, og sikre, at opgaver og arbejdstid hænger sammen.
Kirkekultur.nu anbefaler, at menighedsråd/kontaktperson og medarbejder jævnligt drøfter visioner og udvikling i arbejdet, så der er en fælles forståelse af, hvor ressourcerne skal lægges.
Du kan som medarbejder bidrage med viden, erfaring og idéer til udvikling – både på baggrund af faglige kompetencer og lokalt kendskab.
Dialogen sikrer, at arbejdet planlægges realistisk og med blik for kvalitet og udvikling.
