Formandens hilsen

En jyde og en københavner står og snakker. Jyden siger: ”Jow no æred snår winter å hår slet ingen sommer hat.” Købehavneren svarer: ”Hvad skal man også med en sommerhat om vinteren?”

Sandelig, kommunikation er svært, og til min store undren og ærgrelse oplever jeg, at det er det stadig, selv om jeg er rykket ind i 60’erne og har arbejdet flere år, end jeg har tilbage.

Er jeg blevet mere sart i forhold til, hvad jeg selv hører? Er det blevet nemmere at fornærme andre? Går det for stærkt, når vi taler sammen? Er vi optaget af andre ting i stedet for at lytte aktivt?

Derfor er det grund til at hilse ethvert initiativ velkommen, der gør os dygtigere til at lytte og forstå. Samtalekortene fra Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er et konkret eksempel, som du kan finde lige her.

Når du modtager denne mail, er rigtigt mange kirke- og kulturmedarbejdere på vej til landskursus i Vingsted: Fagforeningens største satsning i løbet af året. Landskursusudvalget er lykkedes godt med deres kommunikation, når 180 kirke- og kulturmedarbejdere deltager. Nu er vi spændte på, hvad vi skal høre og opleve i løbet af de tre dage. Div. foredrag bestemmer vi ikke over. Men vores egen kommunikation bestemmer vi over. Hvordan vi taler med andre, om vi taler med nye kollegaer, om vi tænker på at lytte dobbelt så meget, som vi taler.

Jeg håber at se dig og glæder mig til ægte kommunikation.

Kommunikation stammer fra det latinske ord 
communicare
som betyder “at gøre fælles” eller “at dele”
© 2026 Kirkekultur.nu - Alle rettigheder forbeholdt