Pensionsordning

Alle, der er ansat under organisationsaftalen for kirkefunktionærer er omfattet af en pensionsordning i PFA Pension.
Pensionsbidraget udgør 18,4 % af den pensionsgivende løn og betales fuldt ud af arbejdsgiveren.

Den pensionsgivende løn omfatter:

  • intervalløn (grundløn)
  • centralt aftalte tillæg
  • midlertidige tillæg
  • rådighedstillæg
  • eventuel løn for plustid (arbejde ud over fuld tid)

Efter aftale kan også engangsvederlag gøres pensionsgivende.

Pensionsbidraget indbetales af menighedsrådet til PFA Pension via CO10’s pensionsordning, og du behøver ikke selv gøre noget i denne forbindelse.

Hvis medarbejderen er fyldt 70 år, eller ikke er tilknyttet en CO10-pensionsordning i PFA, udbetales pensionsbidraget i stedet som løn.

Fra 1. april 2025 har du som kirkefunktionær fået større frihed til selv at bestemme over den del af dit pensionsbidrag, der ligger over 15 procent. Det betyder, at du i dialog med din arbejdsgiver kan vælge præcis den løsning, der passer bedst til din økonomi og dine planer.

Du kan vælge mellem fire modeller:

  • Behold dit nuværende pensionsbidrag
    Hvis du er tilfreds med din nuværende ordning, skal du ikke gøre noget.

  • Få beløbet udbetalt som løn
    En mulighed, hvis du har brug for pengene her og nu.

  • Sætte pengene ind i PFA Plus Fri
    Relevant, hvis du ønsker opsparing uden pensionsbinding – og ikke regner med at skulle bruge pengene de næste ca. 5 år.

  • Kombinere løsningerne
    Fx 2 % som ekstra løn og 1,4 % som opsparing i PFA Plus Fri.

Sådan gør du:

  • Kontakt din arbejdsgiver, hvis du ønsker at ændre fordelingen af dit bidrag.

  • Dit valg gælder i minimum 12 måneder.

Få overblik over, hvad dit valg betyder for dig:

På pfa.dk kan du prøve opsparingsberegneren, som giver dig et hurtigt overblik over konsekvenserne ved de forskellige valg.

Har du spørgsmål til dine pensionsforhold, kan du kontakte din lønforhandler.