Marilynne Robinson, der er en kendt og prisvindende forfatter, har i bogen I begyndelsen nærlæst 1. Mosebog og de store fortællinger, som er kendte af de fleste. Hun går i dialog med hver fortælling, går i dybden med, hvem der skriver og hvordan teksterne er blevet udvalgt, hvad begrundelsen kan have været for at samle disse tekster. Hun skriver i bogen, at Bibelens tekster er ”alt for strenge og usentimentale til at være produktet af almindelig verdslig beregning”, at sammenlignet med andre heltehistorier er beretningerne om patriarkerne ”bemærkelsesværdigt menneskelige i deres skala, blide, endda hjemlige”.
Marilynne Robinson sætter 1. Mosebog ind i en historisk sammenhæng, men er også meget nutidig i sin læsning, bogen giver en meget grundig indførsel i denne del af Bibelen og hvad forfatterne til fortællingerne har villet lægge vægt på i studiet af Gud og mennesker og samspillet mellem de to parter.
Hele bogen er en lang gennemgang, det ville have været rart med inddelinger, så man kunne finde frem til den fortælling, man gerne vil vide mere om.
Udgivet af Bibelselskabet.