”Sendte er vi alle” er temaet for Landskursus for kirke- og kulturmedarbejdere 2018.

I 3 dage har du mulighed for at blive inspireret, møde nye som gamle kollegaer, lære nyt og berige andre, når vi mødes til Landskursus midt i Vejle Ådal på Vingsted hotel & konferencecenter. Kurset finder sted den 11. – 13. juni 2018.

Planlægningsarbejdet er i fuld gang.

I år bliver der 6 temaer med i alt 16 forskellige moduler inden for diakoni, musik og kreativitet, teologi, samarbejde og ledelse, religionspædagogik og spiritualitet. Temaerne spænder bredt.

Du kan blive klogere på arbejde med sorggrupper, hvor underviseren er Jes Dige, som er frontfigur hos Skyggebørn og har mange års erfaring indenfor arbejdet med børn i sorg. 
Lars Sandbeck, teolog og lektor ved FUV underviser om gudsbilleder.
Vil du gerne lære nyt om psykisk arbejdsmiljø, kan du vælge modul om dette med Connie Jantzen, der er centerleder på Filadelfia Undervisning og arbejder med diakoni og ledelse.
Har du brug for ny inspiration i arbejdet med Bibelen, er modulet om bibliolog med underviser Signe Von Oettingen, der er sognepræst ved Ribe Domkirke, måske noget for dig.

Er du mere til musik, kan du vælge et modul om Music Mind Games også kaldet Legende Musikteori, hvor Gitte Chren, som til dagligt arbejder med at styrke musikundervisning for indskolingen på Kulturskolen Vesthimmerland, underviser. 
Du kan også vælge et modul om CrossYoga er en blanding mellem bevægelsesyoga og meditation, hvor Rie Skårhøj, der er initiativtager til CrossYoga i Danmark, underviser.
Der bliver også mulighed for at lære mere om pilgrimsvandring, naturen som undervisningsrum, kunst med konfirmander og meget mere. Det endelige program kommer i marts.

Landskursus skydes i gang med fest og musik. Mandag aften bliver der tid til generalforsamling og tirsdag til festaften med gode grin og god musik leveret af Den Danske Salmeduo.

Stedet for Landskursus 2018 er Vingsted hotel & konferencecenter centralt beliggende i trekantområdet med kapacitet og faciliteter til små og store arrangementer. Du kan læse mere om stedet her: www.vingsted.dk Der bliver arrangeret fælles transport fra og til Vejle Banegård.

Pris for Landskursus 2018 bliver 4.700 kr. (4.300 kr., hvis man sover på dobbeltværelse). Der er 300 kr. at spare, hvis man tilmelder sig inden 1/4.